MN studietur 2008 Girona

Spanien har de sidste mange år været i fokus når det gælder moderne arkitektur. Det er i forlængelse af dette at den catalonske region Girona, ca. 100 km nord for Barcelona, blev valgt som mål for vores årlige studietur i 2008. Her findes der udover et naturskønt vulkanområde, smukke kyststrækninger og charmerende bjergbyer et stort udvalg af ny og gammel arkitektur. Som mange andre steder i Spanien er der masser af kulinariske og kulturelle tilbud.

En sanserejse til en verden ”Mellem abstraktion og natur”.

Vi boede i Girona by, en velhavende middelalderby ved floden Onyar. Byen er provinshovedstad og universitetsby. Herfra tog vi på ekskursioner med bus til nogle af de nærliggende byer og kystområder.

Ved tilrettelæggelsen af vores program havde vi fokus på den yderst talentfulde, catalonske tegnestue RCR Arquitectes, der er hjemme i byen Olot. Vores valg blev truffet på grundlag af deres omfattende produktion af unikke og originale bygningsværker og landskabsarkitektur. Mest bemærkelsesværdigt er, at næste alle deres værker, opstået i perioden 1990-2008, ligger i et geografisk meget afgrænset område, på størrelse med Sjælland.

Rejseudvalget