Plejeboliger – Byageren
Plejeboligernes grupper står udadtil som monolitiske, hvidpudsede bygninger kronet af et let, svævende zinktag i en grøn park. De står præcise i formen mod parkens træer og organiske flader. Mod de indre gårdhaver opblødes formen med facader i glas beklædt med lodrette trælameller begroede med klatreplanter.
Byggeriet består af 72 boliger samt fællesfaciliteter, og opføres i lavenergiklasse 2, hvor der generelt er lagt stor vægt på at nedsætte energiforbruget i bygningen. Bæredygtigheden afspejles i valg af materialer, valg af energioptimale løsninger for bygningsskalaen samt valg af energirigtige tekniske løsninger, som alle tilsammen munder ud i den bæredygtige drift og lav vedligeholdelse.











