Arkitekter forener kræfterne

Vi er glade for, at vi med denne nyhed kan bekendtgøre, at arkitektfirmaet Blad & Thygesen A/S med virkning fra den 1. april indgår i arkitektfirmaet Mangor & Nagel A/S. Dermed får nuværende og fremtidige kunder i de to virksomheder adgang til endnu stærkere kompetencer.

Helle Blad og Peter Thygesen har siden etableringen i 1986 opbygget en stærk virksomhed med solide kompetencer inden for bl.a. renoveringsopgaver, som de især udfører for en række boligselskaber og offentlige bygherrer. Det er et område, som Mangor & Nagel i stigende grad har fokus på, ikke mindst i en tid, hvor store offentlige byggerier og boligselskaber står foran omfattende renoveringsarbejder. Med tilgangen af de fem medarbejdere fra Blad & Thygesen A/S kommer den samlede medarbejderskare i Mangor & Nagel op på 55.

Blad & Thygesen opretholder tegnestuen i Helsingør og foretager samtidig en mindre udvidelse af staben, som i dag tæller i alt fem medarbejdere. Mangor & Nagel har kontorer i Frederikssund, Roskilde og København. Peter Thygesen skal indgå i Mangor & Nagels daglige ledelse, der desuden består af Torben Nagel, Karsten Nagel, Lars Bech Jensen, Jacques Duelund Mortensen og Peter Foght-Sørensen.

Blad & Thygesen omsatte i 2009 for 8,5 mio. kr. Mangor & Nagel, der blev stiftet i 1948, er blandt landets største arkitektvirksomheder og omsatte i 2009 for 42 mio. kr.

Vi glæder os til et fortsat godt samarbejde!